+4526370370 lonnie@mindbalance.nu

Hvis du føler dig træt, stresset eller udmattet i løbet af dagen, kan det være fristende at tage en middagslur (og ikke et ondt ord om det), Men vi behøver ikke falde i søvn for at hvile kroppen (og sindet). Faktisk kan det være mere energiboostende at undlade at sove og lave en afspændingsøvelse, som fx Savasana, i stedet.

At lægge sig bevidst i fx 20 minutter, hvile kroppen og tillade os selv at give slip uden at skulle noget, er enormt restituerende for både krop, sind og sjæl. Det beroliger nervesystemet og genoplader din krops energier. Så det er virkelig et Frikvarter, du bør unde dig selv om ikke dagligt, så i hvert fald flere gange om ugen.

Savasana stammer fra yoga og mange kalder det den sværeste yoga øvelse – netop fordi man ingenting skal andet end overgive sig til ren væren.

Sådan gør du

Læg dig på en måtte eller en tynd madras, tag gerne et tæppe over dig og evt. en øjenpude. Prøv at mærk efter om du har brug for lidt støtte ved at lægge et rullet tæppe eller en pude under knæhaserne.

Lad fødderne komme ud lidt bredere end hoftebreddes afstand og lad ben og fødder ligge helt afslappet. Træk evt. enden lidt ned mod gulvet, så lændesvajet mindskes. Armene er lidt væk fra kroppen (det skal føles behageligt) med håndfladerne pegende opad eller ind mod kroppen. Saml gerne skulderbladene lidt under dig. Din nakke skal være lang og en naturlig forlængelse af rygsøjlen (træk evt. hagen ind mod brystet).

Mærk efter om du ligger behageligt og juster stillingen om nødvendigt før du lukker øjnene og vender opmærksomheden indad. Observer dit åndedræt, uden at ændre på det.

Tag nu et par dybe vejrtrækninger og på udåndingen tillader du dig selv at give lidt mere slip og synke længere ned i underlaget.

Når der dukker tanker op, så prøv om du bare kan lade dem drive forbi uden at følge dem. Hvis du synes, tankerne distraherer, kan du holde dit fokus på vejrtrækningen og bruge den som et ankerpunkt.

Lig gerne i Savasana 20 minutter, hvis du har tiden til det – og ellers så længe som muligt. Stil eventuelt en blid alarm til at gøre dig opmærksom på, at tiden er gået.

Når Savasana er forbi, så giv dig god til til at komme op igen, drik evt. et glas vand og nyd at dit tempo lige nu er lidt langsommere.