Hold morgenmøde med dig selv og bliv mere effektiv
Mange af mine coachingklienter starter første af en lang række møder i samme øjeblik, de træder ind på deres arbejdsplads.
Det er tankevækkende så mange, der fortæller, at det meste af deres dag faktisk går med møder og at de ting, der skal ordnes fra eget skrivebord ofte må vente til sidst på dagen. Det er ikke kun ineffektivt, det er også stressende at arbejde på den måde, fordi det hele tiden trigger følelsen af at være bagud.
Jeg ved, det kan være svært at ændre mødekulturen på en arbejdsplads, men jeg giver alligevel altid mine klienter et råd om at gøre deres bedste for selv at styre deres kalender og at tage en snak med kollegerne om hvordan man kan hjælpe hinanden til en arbejdsdag, der både er effektiv og mindre stressende
Et af mine råd er at starte hver morgen med at bruge 5-10 minutter til at planlægge og få overblik over dagen.
Sådan gør du, når du vil holde et dagligt morgenmøde med dig selv:
- Sæt tiden af i kalenderen og tag det så seriøst, at du ikke ændrer aftalen.
- Kig på dine opgaver og dine aftaler og spørg så dig selv:
- Hvad er mit arbejdsmål i dag?
- Hvad er min vigtigste prioritet?
- Hvad er mit succeskriterie for at jeg føler, at det har været en effektiv dag?
- Lav en plan for hvordan du skal gribe det an, hvis det er nødvendigt.
Grunden til at jeg beder dig sætte et succeskriterie er, at mange af de mennesker, jeg taler med i stresssammenhæng, klager over at de ofte går hjem fra job med følelsen af “jeg har ikke nået noget i dag”. Det fører til dårlig samvittighed og så kører en negativ spiral. Når vi taler om det, viser det sig altid, at de dagen igennem laver en masse (fx går fra et møde til et andet), men at de ikke har følelsen af at udrette noget, fordi de ikke rykker på på opgaver, hvor de reelt kan måle resultatet, sætte et flueben ved at opgaven er løst.
Nogle dag er spækket med møder og nogle gange, kan du ikke selv ændre på det og derfor er det vigtigt at have realistiske succeskriterier, for hvad du skal udrette, så du føler dig tilfreds, når du går hjem. Hvis ordet “effektiv” ikke er det rigtige for dig, kan du ændre det med hvad som helst, der er vigtigt for dig. Det kan være “at have udrettet noget”, “at have gjort en forskel”, “at det har været en god dag” etc. Målet med dit morgenmøde er dels af starte dagen med overblik, dels at du er tilfreds med din indsats, når dagen slutter.
Hvis du vil være ekstra god ved din mentale sundhed og har tiden til det, så kan jeg anbefale, at du også slutter dagen med et lille møde med dig selv:
Tjek din dag
Inden du lukker ned og slutter arbejdsdagen, så kig på dine notater fra morgenmødet og brug 5 minutter på at tjekke:
- hvordan gik min dag?
- fik jeg gjort det, jeg satte mig for?
- hvis ja: Hvad var det som hjalp mig til at nå mit mål?
- hvis nej: Hvad var forhindringen for at nå det jeg satte mig for?
- baseret på dagens erfaringer, hvad vil jeg så gentage eller gøre anderledes i morgen?
Har du brug for hjælp til at håndtere en stressende arbejdsdag, så er du velkommen til at kontakte mig på lonnie@mindbalance.nu.
Jeg har 20 års erfaring i coaching og har gennem tiden hjulpet mange arbejdspladser med at få gladere og mindre stressede medarbejdere. Du kan læse mere om firmaaftaler på min anden website mindstretch.dk
Seneste kommentarer